|
Kommunalreformen giver gode muligheder for øget kulturpolitisk dynamik i kommunerne - men de økonomiske begrænsninger kan blive en alvorlig barriere.
CulturCommentar:
Er regeringens håndfaste styring af velfærdsdagsorden ved at glide VK-partierne af hænde? Dette spørgsmål fremstår overraskende tydeligt, mens kommune efter kommune melder om både voldsomme nedskæringer og om voldsomme protester. Udenfor de snævre forhandlingskredse forekommer det som om, at det åbenbart er svært at styre det miks der er i diskussionen: årlig budgetaftale med kommunerne, udligningsreform, skattestop, bindinger af kommunale opsparinger. Og så samtidig den omfattende kommunalreform. Der er altså rigtigt mange bolde i luften.
Og uanset, hvad der måtte være det rigtige i talkrigen mellem regeringen og de kommunale udsagn, så er det tydeligt, at regeringen risikerer at stå med et blakket ry på velfærdsområdet. Det er muligt at dette var uundgåeligt. Det er muligt, at der iblandt de kommunale nedskæringer er tale om reelt overforbrug i nogle kommuner. Dette ændrer dog ikke ved at man får et indtryk af, at Staten ikke har haft tilstrækkeligt styr på alle enkeltheder i den vanskelige proces.
Og det bevirker under alle omstændigheder at strukturreformen starter op ad bakke. Uanset mulige gode hensigter bliver den første større barriere det klare behov for at genskabe en positiv opbakning til de kommende strukturelle ændringer. Lige nu er det nok lidt svært at se visioner.
Lov og rammer på plads
Både lovgivning og de fleste nødvendige politiske forlig om Kommunalreformens hovedelementer er for længst på plads.
Nu består arbejdet i varetagelse af nye opgaver, overflytning af medarbejdere, etablering af nye samarbejdsflader og sikring af bedst mulige administrative rutiner under de nye konditioner. Opgaven hedder i høj grad: sikring af status quo. For hele reformens grundpåstand er jo, at det blot er en reform til ændring af opgavevaretagelsen. Der skal ikke ændres i indholdet.
Reformen og lovgivningen siger altså: brugere, institutioner, projektmagere og andre interessenter skal ikke mærke forskel i indholdet. De skal dog gerne kunne mærke forskel i administrationen, som skal blive mere effektiv, hurtigere kunne give svar, kommunikere professionelt osv.
I princippet kan det statslige niveau endda kun stille med sådanne forventninger på områder, hvor man tidligere havde delt opgavevaretagelse mellem stat og kommuner - og hvor det nu er gjort enstrenget.
Reformens grundlag
Sammenholder man strukturkommissionens betænkning og de efterfølgende centrale politiske udmeldinger, er det dog klart, at der også er tale om andre forventninger. Det er dog primært administrativt prægede forventninger, typisk modernisering og effektivisering af den offentlige administration. Hele begrundelsen for kommunalreformen bygger på påstanden om, at færre administrative niveauer vil gøre den samlede offentlige forvaltning mere borgervenlig. Derfor er det en naturlig forventning, at kommunerne i stærkere grad vil fortsætte bestræbelser på modernisering og effektivitet. Det er der egentlig ikke noget som helst nyt i, for de har gennem et antal år været et udtalt politisk mål.
Kulturministerens udmøntning - Kultur for hele landet
I oplægget Kultur for hele landet, har kulturministeren valgt at præcisere de videre kulturpolitiske ambitioner efter kommunalreformen. Et forsøg på at angive de videre veje.
Blandt andet kan man læse:
Hvad vi savner i dag, er ikke nødvendigvis flere kulturinstitutioner, men snarere en yderligere konsolidering og udvikling af de eksisterende og en samordning af kulturelle satsninger på tværs af kommunegrænser og landsdele.
Det har vist ikke været udtrykt lige så klart tidligere, men det er ikke noget nybrud, når ministeren siger, at der ikke er brug for flere kulturinstitutioner. Det er synspunkt, der er helt i tråd med udsagn siden VK-regeringens tiltræden. Det er et forræderisk og nemt argument, som i realiteten indebærer stilstand.
Jo, de fleste af os reagerer instinktivt opgivende, når vi får at vide, at der er 150 statsstøttede museer. De fleste af os kan højst nå 5-10 museumsbesøg om året. Og det er sædvanligvis nogenlunde de samme museer, højst et par nye hvert år. Så hvad skal vi med 150 af slagsen. Det vil vi aldrig kunne nå. Men det ville være det samme som at forvente, at vi alle skulle kunne overkomme alle landets teaterforestillinger, eller film, eller al licensfinansieret TV. Der er tv-kanaler og programmer vi aldrig ser, men vi har tillid til at nogen foretager fornuftige vurderinger af, hvad der skal bruges penge til. På samme måde som vi har tillid til at Kulturarvsstyrelsen har valgt den rette form for decentralisering af forskning og formidling ved at fordele den statslige støtte til museumsstøtte med stor geografisk spredning.
Målet må ikke være antallet. Hverken opad eller nedad. Målet må handle om kvaliteten, om at nå mange målgrupper, om at sikre fortsat udvikling. Når et bredt folketingsflertal ønsker at gøre musikskoler obligatorisk for alle kommuner, så er det faktisk forøgelse af antal institutioner. Når man giver flere licenser til landsdækkende radio, så er det jo også en forøgelse af antallet institutioner.
Ret beset er det noget sludder - som politisk målsætning - at tale om antal institutioner.
På tværs af kommuner
Den sidste del af ovenstående citat er nok så interessant:
en samordning af kulturelle satsninger på tværs af kommunegrænser og landsdele
Udsagnet underbygges i selve teksten:
For at udvikle kulturelle tilbud af høj kvalitet er det nødvendigt med et øget samarbejde på tværs af institutioner og kommuner, herunder på tværs af de nye storkommuner, for at opnå en arbejdsdeling, specialisering og bedre udnyttelse af ressourcerne.
I dette kan man læse to udsagn:
- praktisk geografisk koordinering,
- understøttelse af bestræbelser på at udvide de regionale kulturaftaler
I forholdet til kommunerne kan dette blive vanskeligt. De nye kommuner får alt for travlt med egne anliggender til at kunne tænke i andre og større baner.
Fra statslig side har man en tendens til at glemme, at kommunalreformen er et statsligt initiativ. Den statslige agenda, forenklet offentlig struktur, er ikke det man tænker på i kommunerne. Her handler det om at få forskellige kommuner og dermed forskellige kulturer til at mødes i nye, større kommuner. Man er stadig optaget af, hvem de nye ledelser bliver. Man diskuterer forvaltningsstrukturer. Og især diskuterer man vel, hvordan den nye kommunes institutioner skal samarbejde. Der er problemer nok i at samkøre biblioteker fra 3-4 forskellige kommuner. Og biblioteker har haft forskellige slags samarbejdsaftaler med skoler og skolebiblioteker. Hvordan bestemmer man sig for åbningstider? Materialeudbud? Personaleforhold? Bødetakster?
De fleste nye kommuner har rigeligt at gøre med at finde egne ben. Foruden at der hurtigt melder sig et behov for at søge at skabe en ny lokal identitet. Kommunerne føler næppe et voldsomt behov for at etablere nye kulturelle satsninger på tværs af kommunegrænser og landsdele endsige internationale satsninger.
Eksisterende regionale samarbejder skal videreføres og udvikles. Men driften må være i fokus.
Nye kommunestørrelser
Det kulturpolitisk mest spændende er hvilken dynamik, der vil opstå i de nye kommuner. De nye og større kommuner vil formulere nye målsætninger. De vil være i stand til at sætte nye og stærkere initiativer i gang.
Antallet kommuner med over 60.000 indbygger stiger fra hidtidige 11 til 25 (og altså fra 11 ud af 275 til 25 ud af 98). Antallet kommuner med over 40.000 indbyggere stiger fra nuværende 28 til 56. Kommunerne med over 40.000 indbygger udgjorde tidligere 10% af samtlige kommuner, efter kommunalreformen udgør de næsten 60%.
Fremover er mainstreamkommunen altså ganske stor. De vil kunne spille med helt andre muskler end hidtil. Og de vil selvfølgelig også spille med andre muskler gennem Kommunernes Landsforening. KL skal fortsat tage mindretalshensyn og formulere sig ud fra bredden. Men nu er der pludseligt kun 7 kommuner med mindre end 20.000 kommuner - og de fleste af disse er øsamfund, som alligevel fortjener forskellige slags særlige hensyn. Før kommunalreformen var der 205 kommuner med under 20.000 indbyggere.
Ny dynamik
Disse nye kommuner kan tilføre kulturfeltet helt ny dynamik. Der er helt andre kræfter at spille med. Man har væsentligt bedre muligheder for at tage initiativer. Og man har andre stærke behov for at bruge kulturfeltet som lokal identitet, som turistsymbol og som visionært offensivt felt.
Man vil blive bedre til at tiltrække kvalificeret faglig arbejdskraft. Der vil opstå nye faglige fællesskaber. Og man vil også stå bedre i kunst- og kulturfaglige diskussioner.
Staten vil med tiden få bedre og mere kvalificeret mod- og medspil fra kommunerne.
Tom Ahlberg
ansvarshavende redaktør
Læs også:
Før forhandlingerne om finansloven
Sådan bliver finansloven
Den kedelige finanslov
At spinne en finanslov
Større kulturbudgetter under VK
Søndag Aften 10/2006
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|
